Mine forfædre var Samiske rensdyr hyrder, som levede i harmoni med naturen.

 

Kvinderne i min slægt praktiserede healing- og trolddomskunst. De talte med dyrene, kendte planternes healende egenskaber, og lyttede til forfædrenes, åndefællernes og Jordens visdom.

​

Som barn levede jeg allerede med en fod i hver verden – den fysiske og den åndelige, og følte en dyb forbindelse til naturen. Jeg var bevidst om, at jeg aldrig var alene. Der var altid åndefæller omkring mig, som jeg kommunikerede med, og jeg kunne tilbringe det meste af en dag med at sidde i det høje græs, lytte til vinden, tale med træerne og source kraft fra Solen.

​

Jeg troede, det var den tilstand og måde at være i verden på, som alle andre også oplevede.

​

Som teenager og ung gled den verden i baggrunden, og mit fokus var på at blive ”voksen”, uddanne mig, søge min vej, få job, bolig og alt andet det som tegner et konventionelt liv.

​

Den vej gik over CBS og siden en række år i modebranchen, som førte mig på rejser verden over. Jeg flyttede til Kina, Hong Kong og Bali. De østlige filosofier og livssyn tiltalte mig.

 

I Hong Kong lever den gamle verden side og side med den moderne. Man ærer sin slægt, ser til Måne for vejledning, og kinesisk medicin er en oldgammel visdoms tradition, som praktiseres i stor stil.

​

På Bali er forfædrene og åndefællerne en helt naturlig del af hverdagen. Smukke altre og blomster ses overalt. Også her konsulterer man healere, som kan bringe besked fra ånderiget og kender planternes helbredende egenskaber.

​

Jeg var stadig draget af den åndelige side og ”indersiden” af livet og mennesker, og fortsatte min egen søgen og udvikling, som gik over yoga, breathwork og meditation, de østlige filosofier til medicinhjul og indvielse til shamanens vej.

​

Da jeg mødte shamanismen, var det som at komme hjem. Her var der forbundethed, ikke bare til den åndelige verden og aspekter af os selv, men til Moder Jord, naturen, træerne, planterne, dyrene, Sol, Måne og stjerne, alle elementer – og ikke mindst til sig selv.

 

En dyb forankring i kroppen, totalt nærvær med alt udenfor og indeni. Det jordiske og pragmatiske, det åndelige og mystiske vævet i et smukt og evigt foranderligt billede.

​

Jeg så mig ikke tilbage og kastede mig direkte ind i et 2-årigt forløb, som siden blev det mange flere – både forløb og år (se mere her).

​

Samtidig fortsatte jeg min konventionelle karriere, trænede i psykoterapi, coaching og meget andet mere mainstream. Jeg var stadig tilbageholdende med at fortælle bredt om min shamanistiske vej, og tænkte at terapi og coaching ville blive taget mere seriøst, og det ville være svært at leve af at være healer.

​

Jeg tog flere tilløb og røg hver gang tilbage til min gamle karriere. Overlevelse var et stort tema for mig, og jeg turde ikke tage skridtet, selvom kaldet blev højere og højere.

​

Forfædrenes tålmodighed var vist ved at være lidt tyndslidt, og på min fødselsdag en mørk novemberaften i Tyskland, sprang en kronhjort ud foran den bil, jeg sad i.

 

Kronhjorten og bilen overlevede ikke, men det gjorde jeg. Helt mirakuløst og uden en skramme.

​

Som så ofte før blev jeg guidet af mine åndefæller – denne gang talte de meget højt! Det var tid at træde fuldt ind på min vej.

​

Som en af mine Elders siger: ”Comfort is a killer!” Shamanen går altid til den yderste grænse, søger den. Der er ingen udvikling at hente i komfort zonen, og bliver man der for længe, skal man nok blive skubbet ud.

​

I tillid til mine forfædre og Moder Liv selv, gik jeg all in og begyndte at se klienter til healing og klarsyn.

​

Mine klienter har været ledestjerner i mit arbejde. De sørger for, jeg ikke bliver i min komfort zone, men konstant udvikler mig, lærer nyt og begyndte at undervise.

​

​